INGÁLVUR - THE PAINTER
ENGLISH Ingálvur av Reyni (born 1920 in Tórshavn) rebelled through his expressionism against the epic content of his predecessors' art, and has opened up new paths in his painting. His art is characterised by a clear, French colourist tone, and his artistic roots go back to Cézanne and Matisse. The powerful nature of the Faroes, which makes an immediate visual impact on any painter, is the all-embracing theme in Reyni's art. But he experiences nature from the inside, as structures, tones, and fragments of a universe offering opportunities for graphical treatment of form and movement, light colours and rhythms. The expressions of nature become the basis of an increasingly abstract idiom. The light fills his landscapes, interiors and figure paintings from the 1940s and 1950s, where he characteristically simplifies the motif in cubist style. The lines and forms of nature contribute to the strict, cubist-inspired composition of the picture, or they are subjected to it. The composition is free of all unnecessary elements, and the work becomes at the same time a picture of both the inner and the outer reality. Increasingly contrasting colours are set against each other, until the culmination at the end of the 1950s with the bold counterplay of complementary colours. A solo exhibition in Tórshavn in 1961 broke new ground, showing for the first time a directly abstract perception of nature. The paintings had titles such as 'Kurpali' (chaos, disorder) and 'Sjón í fuglaeyga' (view through a bird's eye) This exhibition did not herald an instant conversion to non-figurative art – in the 1960s and well into the 1970s Ingálvur av Reyni treated landscape motifs as never before, although in a highly abstract way, especially the central theme of the village by the sea. His palettes vary from clear, powerful and glowing colours through a delicate greyish, anything but dry spectrum to the deep black register. A series of works from the 1970s are abstractions of groups of figures and have titles such as 'girl' or 'people by the sea', as can be seen in a trilogy owned by the art museum. In most recent years Ingálvur av Reyni has chiefly been an 'abstract' painter, if this expression can apply to non-figurative art which is based on nature's own tones and structures. In his strongly painted, usually large and resolute compositions, the work breaks out from the inside. Warm earth tones glow from the deepest layers, sizzle when they touch cold, grey areas, and set light to others. The drama lies in the conflict of the colours and the dynamic movements of the brushstrokes. From time to time the rhythm is further emphasised by scratches made with the handle of the brush in the thick, varnish-like layers of shiny colour. This is tangible painting. Ingálvur av Reyni is a superb draughtsman. The town with its houses round the harbour, the ships and the boats and the people walking in the streets – especially the older townsfolk – are favourite subjects. He has an impressive ability to capture an expression in a single concentrated stroke. And his many journeys to the cradles of European art have also led to drawings of figures and groups in teeming crowds, or of interiors and street scenes. The drawings show a pronounced artistic sense for sharp characteristics. But even though these drawings in the cases mentioned are more figurative or narrative than the paintings, their themes are still subject to the strict conditions of the line and its enclosing form. On many occasions he has also produced non-figurative drawings.
Ingálvur av Reyni (geb. 1920 in Tórshavn) hat sich mit seinem Expressionismus gegen den epischen Inhalt der Kunst seiner Vorgänger aufgelehnt und die Malerei auf neue Wege geführt. Ein klarer koloristischer französischer Ton macht sich in seiner Kunst geltend. Die künstlerischen Wurzeln gehen von Cézanne und Matisse aus. Die gewaltige Natur, die auf den Färöern unmittelbar auf den Gesichtssinn eines jeden Malers einwirkt, ist das allumfassende Thema von Reynis Kunst. Doch die Natur wird von innen wahrgenommen, als Strukturen, Klänge, Bruchstücke eines Kosmos, der Möglichkeiten für eine malerische Arbeit mit Formen und Bewegungen, hellen Farben und Rhythmus enthält. Der Ausdruck der Natur wird zum Konzept für eine immer stärker abstrahierende Formensprache. In lichtdurchfluteten Landschaften, Interieurs und Figurenbildern aus den 40er und 50er Jahren ist die kubistische Vereinfachung des Motivs charakteristisch. Die Linien und Formen der Natur sind Teil oder Grundlage der kubistisch inspirierten, strengen Komposition des Bildes, die von allen irrelevanten Elementen befreit ist. Das Kunstwerk wird gleichzeitig zu einem Bild der inneren und äußeren Wirklichkeit. Immer stärkere Kontrastfarben werden gegenübergestellt, bis zum Ende der 50er Jahre ein Höhepunkt in dem gewagten Gegenspiel von Komplementärfarben erreicht wird. Eine Sonderausstellung in Tórshavn 1961 war bahnbrechend – hier wurde zum ersten Mal eine direkt abstrakte Auffassung der Natur gezeigt. Die Gemälde hatten Namen wie ”Kurpali” (Unordnung) und ”Sjón í fuglaeyga” (Sicht vom Vogelauge). Diese Ausstellung kündigte nicht auf einmal den Umschwung zur nonfigurativen Kunst an – Ingálvur av Reyni beschäftigte sich in den 60er und Anfang der 70er Jahre mit dem Landschaftsmotiv wie nie zuvor, wenn auch sehr abstrahiert, insbesondere mit dem zentralen Thema Ortschaft am Meer. Die Farbhaltung wechselt vom Flammen der starken klaren Farben über helle, keineswegs trockene Grautöne bis hin zum tiefschwarzen Register. Eine Serie an Werken aus den 70er Jahren besteht aus Abstraktionen über Figurengruppen und trägt Titel wie ”Mädchen” und ”Menschen am Meer” – so eine Trilogie im Besitz des Museums. In den letzten Jahren ist Ingálvur av Reyni überwiegend ”abstrakter” Maler gewesen, wenn dieser Ausdruck für nonfigurative Kunst verwendet werden kann, die auf den Klängen und Strukturen der Natur aufbaut. In seinen breit gemalten, in der Regel großen und resoluten Kompositionen bricht das Kunstwerk sich von innen heraus Bahn. Warme Erdfarben glimmen aus den unteren Lagen, brodeln bei der Berührung mit kalten grauen Farbflächen und stecken andere in Brand. Das Drama besteht im Kampf der Farben und den dynamischen Bewegungen der Pinselstriche. Der Rhythmus wird mitunter durch das Kratzen des Pinselstiels in der dicken, von Firnis glänzenden Farbschicht markiert. Dies ist konkrete Malerei. Ingálvur av Reyni ist ein hervorragender Zeichner. Die Stadt mit den Häusern um den Hafen, die Schiffe und Boote sowie die Menschen auf der Straße – insbesondere die alten Einwohner der Stadt – sind seine bevorzugten Motive. Sein Vermögen, Physiognomien in einem einzigen geschlossenen Strich festzuhalten, ist beeindruckend. Doch seine vielen Reisen zu den europäischen Zentren der Kunst haben ihn auch zu Zeichnungen von Figuren und Gruppen in Menschenmengen, Interieurs und Straßenbildern veranlaßt. Die Zeichnungen zeigen einen ausgesprochen künstlerischen Sinn für eine präzise Charakteristik. Doch obwohl die Zeichnungen in diesen genannten Fällen figurativer und erzählerischer sind als die Gemälde, ist das Motiv den Notwendigkeiten des Strichs und der strengen geschlossenen Form unterworfen. In vielen Fällen hat er auch nonfigurative Zeichnungen ausgeführt.
Ingálvur av Reyni (né en 1920 ŕ Tórshavn) s’est rebellé contre l’élément épique dans l’art de ses prédécesseurs et avec son expressionnisme, il a conduit l’art de la peinture vers de nouvelles voies. Une expression clairement coloriste et française se manifeste dans son art qui trouve ses racines chez Cézanne et Matisse. Les paysages féroďens ont toujours provoqué le sens visuel des peintres ; ils occupent également une place prédominante dans l’art de Reyni. Mais chez lui, la nature est perçue de l’intérieur comme structures, résonances et fragments d’un cosmos qui contient toutes les possibilités d’un travail avec des formes, des mouvements, des tons clairs et des rythmes. L’expression de la nature devient la base d’idées pour un langage de plus en plus abstrait. Ses paysages lumineux, ses intérieurs et ses compositions des années 1940 et 1950, se caractérisent par la simplification cubique du motif. Les lignes et les formes s'intčgrent ou se fléchissent ŕ la composition rigide et cubique de l’śuvre. Tout élément adventice est éliminé et l’śuvre reflčte ŕ la fois la réalité intérieure et extérieure. L’évolution de l’artiste tend vers des couleurs de plus en plus contrastantes, pour culminer, fin 1950, avec un jeu audacieux d'opposition de couleurs complémentaires. Une exposition de Reyni ŕ Tórshavn en 1961 marque un tournant décisif en montrant pour la premičre fois une représentation complčtement abstraite de la nature. Les tableaux sont, entre autres, intitulés 'Kurpali' (désordre) et 'Sjón í fuglaeyga' (paysage vu d'un śil d'oiseau). Cette exposition ne signifie pourtant pas la conversion de l'artiste vers l'art non figuratif. Dans les années 1960 et 1970, Ingálvur av Reyni travaille les paysages comme jamais auparavant, bien que de maničre trčs abstraite, et en particulier son thčme central : le village au bord de la mer. Ses choix de couleurs partent de tons clairs et flamboyants et vont vers des teintes grisâtres, mais profondes, pour finir dans le registre des noirs. Dans les années 1970, il réalise une série d'śuvres abstraites sur un groupe de personnages, entre autres intitulées 'Fillette' et 'Hommes ŕ la mer', dont un triptyque fait partie du patrimoine du musée d'art féroďen 'Listasavn Fřroya'. Ces derničres années, Ingálvur av Reyni est devenu un artiste 'abstrait', si l'on peut utiliser un tel adjectif pour quelqu'un qui travaille l'art non figuratif en utilisant les résonances et les structures de la nature. Dans ses compositions larges et résolues, l'śuvre se constitue de l'intérieur. Des tons couleur terre incandescents sommeillent dans les couches profondes, deviennent effervescents au contact des plaques grises et froides, puis s'enflamment. Le drame de l'śuvre réside dans la bataille des couleurs et les mouvements dynamiques des tracés de pinceau. Le rythme est par endroit souligné par un grattement du manche du pinceau dans l'épaisse couche de peinture, brillante comme du vernis. C'est l'art du concret. Ingálvur av Reyni est aussi un excellent dessinateur. Ses motifs préférés sont : le village au bord de la mer, les bateaux et les voiliers, les passants dans les rues – en particulier les anciens. Il maîtrise l'art de capter une physionomie dans un seul trait résolu. Ses nombreux voyages vers les berceaux de l'art en Europe ont également fait naître des dessins de personnages et de groupes dans la foule, mais aussi des intérieurs et des scčnes de rue. La caractérisation précise de ses dessins révčle un sens artistique développé. Mais bien que ses dessins semblent plus figuratifs et plus narratifs que ses tableaux, leurs motifs sont néanmoins soumis ŕ la nécessité du trait et ŕ sa forme rigide et déterminée. Il a également réalisé de nombreux dessins non figuratifs.
Ingálvur av Reyni (f. 1920 í Tórshavn) har i sin ekspressionisme gjort oprřr imod det episke indhold i kunsten, som hans forgćngere stod for, og har ledt billedkunsten ind pĺ nye veje. En klar koloristisk fransk tone gřr sig gćldende i hans kunst. De kunstneriske rřdder udgĺr fra Cézanne og Matisse. Den stćrke natur, som pĺ Fćrřerne virker umiddelbart pĺ enhver malers synssans, er det altomfattende tema i Reynis kunst. Men naturen er opfattet indefra, som struktur, klange, brudstykker af et kosmos indeholdende muligheder for billedkunstnerisk arbejde med former og bevćgelser, lyse farver og rytme. Naturens udtryk bliver idégrundlag for et stedse mere abstraherende formsprog. I lysfyldte landskaber, interiřrer og figurbilleder fra 1940-50'erne er den kubistiske forenkling af motivet karakteristisk. Naturens linjer og former indgĺr i eller underlćgges billedets kubistiske inspirerede stramme komposition, befriet for alle uvedkommende elementer, og kunstvćrket bliver pĺ samme tid et billede pĺ indre og ydre virkelighed. Stadig stćrkere kontrastfarver bliver sat op mod hinanden, til det i 1950'ernes slutning kulminerer med komplementćrfarvers dristige modspil. En separatudstilling i Tórshavn i 1961 blev banebrydende – den viste for fřrste gang en direkte abstrakt opfattelse af naturen. Billederne havde navne som ”Kurpali” (uorden, rod) og ”Sjón í fuglaeyga” (udsigt fra et fugleřje). Denne udstilling indvarslede ikke med ét omslaget til nonfigurativ kunst – Ingálvur av Reyni kom i 1960'erne og noget op i 70'erne til at dyrke landskabsmotivet som aldrig fřr, om end meget abstraheret, isćr det centrale tema bygden ved havet. Farveholdningen veksler fra de stćrke klare farvers flammen over en skćr grĺlig, men alt andet end třr skala til det dybt sorte register. En serie vćrker fra 70'erne er abstraktioner over figurgrupper og bćrer titler som ”pige” og ”mennesker ved havet” – deriblandt en triptykon fra 1979, der ejes af det fćrřske kunstmuseum. De senere ĺr har Ingálvur av Reyni overvejende vćret ”abstrakt” maler, hvis dette begreb kan bruges om nonfigurativ kunst, der bygger pĺ naturens egne klange og strukturer. I hans bredt malede, i reglen store og resolutte kompositioner bryder kunstvćrket sig vej indefra. Varme jordfarver ulmer fra de dybeste lag, syder ved berřringen med kolde grĺ farveflader og stikker andre i brand. Dramaet er farvernes kamp og penselstrřgenes dynamiske bevćgelser. Rytmen markeres undertiden yderligere af penselskaftets kradsen i det tykke fernisskinnende farvelag. Dette er konkret maleri. Ingálvur av Reyni er en ypperlig tegner. Byen med husene omkring havnen, skibene og bĺdene og de mennesker, som fćrdes i gaderne – isćr de gamle bysbřrn – er foretrukne motiver. Hans evne til at fastholde fysiognomier i en enkelt sluttet streg er formidabel. Men hans mange rejser til kunstens europćiske arnesteder har ogsĺ afstedkommet tegninger af figurer og grupper i menneskemylderet, interiřrer og gadebilleder. Tegninger viser en udtalt artistisk sans for prćcis karakteristik. Men uanset at tegningerne sĺledes i disse nćvnte tilfćlde er mere figurative og fortćllende end malerierne, er motivet underkastet stregens egen nřdvendighed og stramme sluttede form. I mange tilfćlde har han ogsĺ udfřrt nonfigurative tegninger.
Ingálvur av Reyni (f. 1920 í Tórshavn) hevur í síni ekspressionismu gjřrt uppreistur ímóti tí episka innihaldinum í listini, sum fřroysku undangongumenn hansara stóđu fyri, og hevur leitt myndlistina inn á nýggjar leiđir. Ein greiđur koloristiskur franskur dámur rćđur í hansara list - rřtur aftur til Cézanne og Matisse. Tann fřroyska náttúran er ađalevniđ, men uppfatađ á ein annan hátt, sum heild og felagsnevnari fyri vond, klangi, brotum av einum kosmos. Lutirnir í náttúruni savnast í greiđar formar, vřtnini skiljast og myndagerđin snýr seg um at temja formar og rřrslur, ljós, litir og rýtmu. Náttúrumyndin gevur hugskot til alsamt meira abstraherandi málingarlag. Í ljósfyltum og litfřgrum landslřgum, innihvřrvum og figurmyndum frá 1940-50-árunum er einfaldingin viđ teimum greiđu formunum eyđkend. Linjurnar og formarnir úr náttúruni ganga inn í ella geva seg undir ta strongu komposisjónina, frítt frá řllum óviđkomandi lutum, og listaverkiđ verđur ein mynd av řđrum innari og ytri veruleika. Střđugt sterkari mótsetningslitir verđa settir hvřr upp ímóti řđrum, til hetta í endanum á 1950-árunum kemur í hćddina viđ ógvisligum komplementerlita mótspćli. Tann stóra broytingin hjá Ingálvi kom viđ serframsýning hansara í gamla kommunuskúlanum í Havn í 1961. Her sóu fřroyingar á fyrsta sinni eina beinleiđis 'abstrakta' fatan av náttúruni. Myndirnar hřvdu heiti sum 'Kurpali' og 'Sjón í fuglaeyga'. Hendan framsýning týddi ikki, at tann nonfigurativa listin nú var komin fyri at vera - Ingálvur av Reyni kom í 1960-árunum og nakađ inn í 1970-árini alsamt at mála landslřg sum ongantíđ áđur, umenn meira abstraherađ, serstakliga myndaevniđ bygdina viđ haviđ. Litalagiđ skiftir frá sterkum logandi litum yvir ein skćran gráligan, men alt annađ enn turran tónastiga til tađ djúpa svarta registriđ. Ein rřđ av verkum frá 1970-árunum eru abstraksjónir yvir figurbólkar og bera heiti sum 'Genta' og 'Menniskju viđ haviđ' - millum annađ ein triptykon frá 1979 (Listasavn Fřroya). Í 1980-90-árunum hevur Ingálvur av Reyni yvirhřvur veriđ 'abstraktur' málari, um hetta hugtakiđ kann brúkast um nonfigurativa list, iđ byggir á náttúrunar egnu formar, vond og klangir. Í hansara fýrisliga málađu, stóru og avgjřrdu komposisjónum brýtur listaverkiđ sćr leiđ innanífrá. Heitir jarđlitir glógva frá teimum djúpastu lřgunum, sjóđa, tá iđ teir koma í samband viđ kaldar gráar litflatar og festa í ađrar. Dramađ er stríđiđ ímillum litirnar ella litbrigdini og tćr hugbráđu rřrslurnar hjá pensilsstrokunum. Rýtman verđur stundum enn meira undirstrikađ av skřvum frá pensilsskaftinum í ta tjúkku fernisskínandi litflánna. Hetta er konkret málningalist. Ingálvur av Reyni er tikin úr leikum sum teknari. Býurin viđ húsunum um havnina, - skipini og bátarnir og tey menniskju, iđ ferđast um tún og strćti - serliga tey gomlu havnarfólkini - eru avhildin myndevni. Andlitsdrřg verđa fangađ í knřppum tryggum strikum. Á mongu ferđum sínum til listarinnar klassisku evropeisku miđdeplar hevur hann teknađ ein martýriligan hóp av fólkum og bólkum úr mannamúgvum, innihvřrvi og gřtumyndir. Tekningarnar vísa ein artistiskan ans fyri neyvt at lýsa eyđkenni. Men hóast tekningarnar sostatt eru meira figurativar og frásřgukendar enn málningarnir, er myndaevniđ undirgiviđ strikunnar egna lív og neyva skilmarkađa form. Í mongum fřrum hevur hann eisini gjřrt nonfigurativar tekningar. |
